Henrik Narud

By: Daugård

Din baggrund:
Jeg har en god og spraglet erfaring i samfundets tjeneste - Herunder 10 års arbejde i Afrika og Mellemøsten (hvoraf de første 4 år for MS) - og i Danmark, både som lokal ildsjæl, og som fagperson, embedsmand og lokalpolitiker. Jeg er uddannet civilingeniør og har en master i offentlig ledelse. Har bygget små broer og skoler sammen med lokalsamfund i Lesotho og sundhedsklinikker i Mocambique. Jeg har arbejdet på et stort byfornyelsesprojekt i Oman, og været leder for gode fagfolk på miljøområdet i Danmark, både i et par kommuner og i miljøministeriet. Lige nu bokser jeg med at få verdensmålene ind på dagsordenen på det gymnasium hvor jeg underviser. Jeg har været med i MS-rådet i en periode, og er klar til at tage en til.

Interesseområder i MS:
Klima
Udviklingspolitik, udviklingsbistand og verdensmålene
Demokrati og rettighedsbaseret arbejde

Hvorfor stiller du op til Rådet?
Jeg opfatter MS som en organisation der har en meget vigtig rolle i vores samfund. En vigtig kombination af holdning og handling. Fokus på det der sker direkte mellem mennesker - og samtidig et globalt perspektiv. Det er i den dobbelthed jeg trives og kan bidrage. Global bæredygtighed - på alle tre-fire dimensioner - er en indlysende vinkel for et fremtidigt MS. Synlighed i vores lokalsamfund i DK er vigtig. Her kan gøres en indsats. Styrke konkret tilstedeværelse på vores ungdomsuddannelser, også en mulighed. Verden har et behov for at få formuleret nogle visioner for hvordan gode samfund kan se ud efter en global grøn omstilling. En vigtig rolle for MS. Sådan et fremtidens MS vil jeg gerne være med til at udvikle.